Alternative languages: English


Regler og vilkår for benyttelse af Net-Safe

Net-Safe giver registrerede brugere mulighed for let og sikkert login på flere portaler.

For at blive registreret skal du afgive nogle personlige oplysninger på www.net-safe.info og acceptere at oplysningerne bliver kontrolleret og ajourført i overensstemmelse med Persondatalovens §5. Dette kan medføre lejlighedsvis henvendelse for at bekræfte gyldigheden af kontaktoplysninger. Som udgangspunkt indsamles kun de oplysninger, der er nødvendige for entydigt at fastslå din identitet. Net-Safe kræver ikke oplysning af CPR-nummer. Net-Safe tildeler dig forskelligt internt ID på hver portal, du vælger at tilmelde dig. Net-Safe har ikke adgang til oplysninger som du afgiver direkte på de enkelte portaler.

Du har fuld adgang til at overvåge hvilke oplysninger Net-Safe indeholder om dig, samt hvilke du har bedt Net-Safe videregive til hver tilmeldt portal. Afhængigt af hvilke funktioner du ønsker at benytte på en portal, kan du blive afkrævet yderligere oplysninger. Du kan også selv vælge at opgive yderligere oplysninger, hvis du ikke ønsker at benytte de samme kontaktoplysninger på flere portaler.

Hvis du afmelder dig en portal, vil Net-Safe ikke længere videregive eller opdatere oplysninger til denne. Net-Safe kræver at alle tilsluttede portaler overholder persondataloven og oplyser hvordan oplysninger opbevares og benyttes. Net-Safe er ikke ansvarlig for at portalen overholder disse vilkår. Du skal således selv påtale sådanne fejl og problemer overfor portal og myndigheder. Hvis Net-Safe gentagne gange bliver gjort opmærksom på en portals manglende overholdelse af gældende love og egne regler, vil Net-Safe dog medvirke aktivt til en løsning af problemerne.

Da Net-Safe er databehandler for de tilsluttede portaler skal du være endeligt afmeldt fra disse før du kan slette din profil i Net-Safe. Bemærk at der kan være lovkrav om opbevaring af visse informationer i en periode inden sletning. Ønske om sletning fremsættes pt. pr. email til cancel@net-safe.info med oplysning af BrugerID. Du må meget gerne tilføje en begrundelse, hvis sletningen skyldes utilfredshed med Net-Safe. Du vil herefter modtage en email med nærmere instruktioner.

Det er strafbart at udgive sig for at være andre end man er, og Net-Safe vil påtale ethvert forsøg på dette. Du er ansvarlig for ethvert tab, andre måtte lide som følge af bevidst forkerte oplysninger fra din side. Det er derfor vigtigt at du opgiver korrekte oplysninger til Net-Safe selvom du vælger at oplysningerne ikke skal deles med nogen portaler eller andre brugere af disse. Uden dit samtykke udleveres oplysninger normalt kun fra Net-Safe efter retskendelse. Net-Safe kan dog vælge at udlevere oplysninger direkte til politimyndighed til brug for dennes igangværende efterforskning eller for anmeldelse af formodet ulovlige forhold, der berører Net-Safe, en tilsluttet portal eller andre registrerede brugere.

Net-Safe vil løbende blive udbygget med flere funktioner for både brugere og portaler. Dette vil ske under hensyntagen til de seneste internationale og danske anbefalinger vedrørende brugercentriske brugerstyringsløsninger. Det er frivilligt at benytte sig af disse, idet en portal dog kan vælge at kræve brug af disse funktioner til visse formål.